I ingenmandslandet mellem Serbien og Kroatien
Af Beata Hemer, Frederik Johannisson, Kirstine Mose, Lise Olivarius, Nanna Hansen og Paula Bulling • September 2015
Eftermiddagssolen skinner på vejen, der går gennem den lille serbiske landsby Berkasovo få hundrede meter fra grænsen til Kroatien. Med jævne mellemrum ankommer busser med migranter. På hver side af vejen har Røde Kors, UNHCR og andre humanitære organisationer samt lokale og internationale frivillige sat boder op med vand, bananer, kiks og brød til de nyankomne. Nogle kommer direkte fra grænsen mellem Serbien og Makedonien, andre har været gennem Beograd. Efter at være stået af busserne, bliver folk gelejdet mod grænsen. Ingen steder kan de få informationer om, hvad der nu skal ske.
I vejkanten står to tomme, forladte grænseposter. En metalbom forhindrer biler i at fortsætte. Den markerer begyndelsen på ingenmandslandet mellem Serbien og Kroatien. I dette ingenmandsland – en mark med en forladt skurvogn, som engang udgjorde en grænsepost – tilbageholdes tusinder af migranter hver dag. På den ene side af serbisk politi, på den anden side af kroatisk. Ved denne officielt lukkede grænsepost er de almindelige regler vendt på hovedet: Hvis man har et pas, kan man ikke passere. Grænsen er undtagelsesvist blevet åbnet for migranter som en del af det samarbejde mellem Grækenland, Makedonien, Serbien, Kroatien og Ungarn, der er kendt som ‘den humanitære korridor’ til Europa. Fra politisk hånd lukkes og åbnes grænseovergangene hele tiden.
Nattens uvished
Om dagen er grænseovergangen scene for et flow af nødhjælpsarbejdere, andre frivillige og journalister såvel som af flygtninge. Efter at have forsynet sig med mad og drikke skynder folk sig videre ned ad vejen. Børn, voksne, unge og ældre løber belæsset med nye forsyninger ned mod grænseovergangen, uden at vide hvad de løber hen imod eller hvad der venter dem på den anden side af grænsen.
Om natten er kun migranterne tilbage. Boderne er pakket sammen, og de mange humanitære initiativer er taget hjem. En mur af mørke og uvished møder de mange grupper af migranter, der ankommer i en jævn strøm hele natten. Ingen af dem ved, at der venter dem en 17 kilometer lang vandring til den lukkede detentionslejr Opatovice.
Statskontrolleret migration
Kroatien er medlem af EU, Serbien er ikke. Den serbisk-kroatiske grænse udgør dermed en af indgangene til EU. I et forsøg på at få kontrol over den migration, der alligevel ikke kan standses, er Serbien og Kroatien – under store diplomatiske vanskeligheder – blevet enige om at koordinere en passage for flygtninge. Af denne statskontrollerede rute kan flygtninge fortsætte deres rejse ind i EU. Migranterne bliver kørt i busser eller gennet afsted af politiet, når de går til fods ad landevejene.
Busser med flygtninge kører fra grænsen mellem Serbien og Makedonien til den serbisk-kroatiske grænse. Efter navne- og billedregistrering transporteres folk videre til grænsen mellem Kroatien og Ungarn. Når de har krydset den, bliver de kørt til den østrig-ungarske grænse, som de må krydse til fods. Her slutter den statskoordinerede transport.
Vejen til EU er måske tilgængelig, men den er også lang, knudret og uvis. Både serbiske og kroatiske myndigheder tilbageholder flygtninge i store grupper i op til flere døgn – ved grænseovergange, i lejre som Opatovice eller vilkårlige steder på ruten – hvorved der dannes såkaldte flaskehalse. Ruten mellem de to lande ændrer sig hele tiden. Den ene dag udgør den åbne grænseovergang ved Sid og Tovarnik et knudepunkt, hvor tusinder af flygtninge tilbageholdes. Den næste dag omdirigeres busserne til den lille markvej ved Berkasovo 10 kilometer derfra.
Ifølge Dublin-forordningen kan man kun søge asyl i det første EU-land, man registreres i. Den statskoordinerede transport sker tilsyneladende uden at hverken Kroatien eller Ungarn registrerer folk med fingeraftryk i Eurodac-databasen. Dermed registreres folk heller ikke i Dublin-systemet. Det er imidlertid ikke kun fingeraftryk, der kan bruges som bevis i en Dublin-sag. Også bus- og togbilletter kan bruges som bevismateriale af politiet og føre til en Dublin-udvisning til et andet EU-land. Det er dog umuligt at vide hvordan Dublin-systemet vil blive praktiseret fremover. Ikke mindst i lyset af de mange nye udfordringer, EU’s asylsystem står over for.
For opdaterede informationer, læs her: Update: Hungary, Serbia, Croatia, Slovenia, Austria
Grupper af flygtninge venter i ingenmandslandet ved den serbisk-kroatiske grænse
Mange internationale frivillige er rejst hertil for at yde humanitær støtte til migranterne, hvor staterne og de etablerede nødhjælpsorganisationer ikke slår til. De fleste er unge mennesker fra Tyskland, Tjekkiet, Sverige og Belgien. De serbiske og kroatiske myndigheder ændrer hele tiden migranternes rute i uofficel koordination. Nødhjælpsorganisationer og frivillige er derfor altid et skridt bagud i deres indsats med forsyninger og lægehjælp.
Den undtagelsesvist åbne grænsepost Bapska
Her ankommer grupper af migranter dag og nat.
‘Let us go’
I nærheden af Bapska i det serbisk-kroatiske grænseområde tilbageholdes tusinder af migranter om natten på en mark. De er indespærret bag en mur af kroatisk politi. Ud over markerne lyder et kor af stemmer: ‘Let us go’.
Usikkerhed og mangel på information
På marken ved Bapska har nogle lagt sig til at sove. Mange har været tilbageholdt i 10-15 timer uden information. Hverken politiet, frivillige eller nødhjælpsorganisationer informerer migranterne om, hvad der venter dem forude. “Det skaber unødig panik, hvis de ved de skal indlogeres i en lukket flygtningelejr”, siger en international frivillig.
Ventetid og udmattelse
Hele natten venter folk på, hvad der skal ske.
Frygten for adskillelse
Politiet slipper langsomt og drypvis de mange tusind tilbageholdte ind i Kroatien. Med timers mellemrum lader politiet en mindre gruppe gå. De kommer dog kun til at gå et par hundrede meter hen ad landevejen, før de igen gennes sammen og tilbageholdes på en ny mark omgivet af politi. Herfra bliver folk sat på busser. Politiet bestemmer, hvem der skal om bord på busserne. Ingen har informeret migranterne om, hvad der skal ske eller hvor busserne kører hen, så frygten for adskillelse breder sig. Når familier adskilles, råber de politiet an og forsøger at holde sig samlet. Politiet forsøger med magt at få de protesterende familiemedlemmer med.
Tvunget til at gå
Pludselig beslutter myndighederne sig for at ændre praksis, så folk ikke længere bliver hentet i busser. Nu skal alle gå de 17 kilometer til fods i nattens mulm og mørke. Destinationen, Opatovice-lejren, er den samme.
Ved indgangen til detentionslejren Opatovice i Kroatien
Opatovice er en lukket lejr, der fungerer som transitpunkt mellem Kroatien og de statsorganiserede bus- og togtransporter mod den ungarske grænse. Myndighederne driver migranter ind og ud af centret i uregelmæssige bølger: Først blev 7000 personer stuvet ind i lejren, hvis kapacitet på det tidspunkt kun var på 2000. Så blev lejren tømt for at gøre plads til nye flygtninge, og den officielle kapacitet blev udvidet til 4000. Folk opholder sig i Opatovice i op til fem døgn, inden de transporteres videre til den ungarske grænse. Ved udgangen fortæller flere om, hvordan de er blevet banket af politiet eller har været udsat for tåregas under deres ophold i Opatovice.
Adskillelse og ventetid bag hegnet
Bag det første hegn i Opatovice venter en familie på, at resten af medlemmerne lukkes ud, så de sammen kan rejse videre mod den ungarske grænse. Resten af familien holdes stadig tilbage bag hegnet.
Politi i Opatovice
Politiet ved et hegn i Opatovice
Tåregas og drømmen om en sikker fremtid
En politibetjent med tåregas kontrollerer en gruppe flygtninge, der venter på at blive sat på busser og transporteret til den ungarske grænse.
